VEDTÆGTER

FOR GRUNDEJERFORENINGEN 

ESKELUND

************************************************************************************************************

 

  

 

 

FORENINGENS NAVN, HJEMSTED OG FORMÅL

 

§ 1

 

Foreningens navn er Grundejerforeningen Eskelund.

Dens hjemsted er Baaring Mark, Asperup sogn, og værnetinget er retten i Odense.

§ 2

Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser som grundejere i forhold til andre, samt eventuelt at regulere medlemmernes indbyrdes forhold vedrørende ejendommene og disses benyttelse.

Som særlige spørgsmål under foreningens varetagelse nævnes eksempelvis vedligeholdelse af veje og friarealer, samt lignende opgaver, som mest praktisk vil kunne løses i fællesskab.

§ 3

Som medlemmer kan kun optages ejere af ejendomme, som er udstykket fra matr. nr. 60a Baaring by, Asperup sogn, og enhver ejer af en sådan ejendom med undtagelse af parcel nr. 53 langs kommunevejen er pligtig til at være medlem af foreningen.

 

FORENINGENS LEDELSE

 

§ 4

 

Foreningens ordinære generalforsamling afholdes hvert år senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsesbeslutning, eller såfremt mindst 10 medlemmer skriftligt fremsætter ønske derom, med angivelse af dagsorden. Ved indkaldelse til ordinær generalforsamling vedlægges kopi af revideret regnskab.

Generalforsamling, såvel ordinær som ekstraordinær, indkaldes med 14 dages varsel pr. mail til hvert medlem med angivelse af dagsorden.

På den ordinære generalforsamling skal følgende emner behandles:

  • Valg af dirigent
  • Bestyrelsens beretning for det forløbne år
  • Forelæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse
  • Behandling af indkomne forslag
  • Valg af medlemmer og suppleant til bestyrelsen
  • Valg af revisor og revisorsuppleant
  • Fastsættelse af kontingent for det følgende år
  • Eventuelt

Forslag fra medlemmerne til behandling på den ordinære generalforsamling må være indgivet til bestyrelsen skriftligt senest 8 dage før generalforsamlingen.

På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme for hver selvstændig ejendom (matr. nr.). Stemmeretten kan udøves i henhold til skriftlig fuldmagt, og afgørelsen træffes efter almindelig stemmeflerhed.

§ 5

Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. Der vælges 2 bestyrelsessuppleanter, ligeledes for 2 år ad gangen. I ulige år afgår 3 medlemmer og 1 suppleant, og i lige år 2 medlemmer og 1 suppleant. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig efter valget med formand, sekretær og kasserer, såfremt sidstnævnte kan findes blandt bestyrelsens medlemmer. Er dette ikke tilfældet vælges kassereren af bestyrelsen blandt foreningens øvrige medlemmer. Bestyrelsen har ansvaret for regnskabet.

Bestyrelsen holder møde så ofte den finder det fornødent, og træffer afgørelse efter stemmeflerhed.

 

§ 6

Over det på generalforsamlingen og bestyrelsesmøderne passerede føres en forhandlingsprotokol. Udskrift heraf tjener som fuldt gyldigt bevis for det passerede.

 

REGNSKAB OG ØKONOMI, HERUNDER DRIFT OG VEDLIGEHOLDELSE

§ 7

Foreningens regnskabsperiode går fra 1. maj til 30. april.

Til dækning af udgifterne ved foreningens drift og til løsning af de opgaver, der påhviler foreningen, pålignes medlemmerne et årskontingent, der er opdelt på henholdsvis: kontingent til

”Ejerforening” og kontingent til ”Bro og Vejfonden”, hvis størrelser fastsættes af generalforsamlingen.

Hvert medlem betaler lige så mange årskontingenter som antallet af ejendomme (matr. nr.), hvoraf den pågældende er ejer.

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til foreningen til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens
medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

  

§ 7a

Foreningens årsregnskab skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne for god regnskabspraksis for grundejerforeninger. 

Med det formål at opbygge en reserve til imødegåelse af fremtidige udgifter til ny anlæg/indkøb og vedligeholdelse af badebro og vej etableres en bunden reserve under egenkapitalen benævnt Bro- og Vejfond. Det er således alene udgifter, som kan henføres ny anlæg/indkøb og reparation/vedligeholdelse vedrørende badebro og vejnettet i foreningens område, som kan fradrages denne reserve. 

Den bundne reserves størrelse opgøres således, at reserven hvert år forhøjes med det kontingent, som opkræves til Bro- og vejfonden og formindskes med de omkostninger som kan henføres til reserven jævnfør ovenstående.

Årsregnskabet udarbejdes med en kapitalkonto for ”Ejerforening” og en kapitalkonto for ”Bro og Vejfond”.

§ 8

Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller sekretæren.

 

I større spørgsmål, navnlig ved større investeringer samt optagelse af lån, kræves en generalforsamlings godkendelse.

Bestyrelsen har dog bemyndigelse til for ”Ejerforeningens kapital”, eksklusive Bro og Vejfonden, at foretage mindre investeringer på op til 25% af Ejerforeningens kapital. Bestyrelsen har bemyndigelse til for ”Bro og Vejfondens kapital” at iværksætte

reparationer/vedligeholdelse af bro og veje. Ved ny anlæg/indkøb for Bro og Vejfondens kapital skal det godkendes af generalforsamling. 

§ 9

Tagvand og overfladevand må ikke ledes i kloakken. Hvor hovedkloakledninger fører over private grunde, må der ikke bygges over ledninger, ligesom der indenfor en afstand af 2,50 meter fra ledningerne ikke må foretages beplantning med træer og buske med dybtgående rødder.

Kloakledninger indtil 1 meter inde på grundene tilhører de offentlige myndigheder, ligesom vandledninger til og med målerbrøndene tilhører Baaring Vandværk. Vedligeholdelse af kloak- og vandledninger på egen grund påhviler den enkelte grundejer.

Friarealet (parcel 54 af matr. nr. 60a Baaring by, Asperup sogn) samt vej- og stiarealer er tilskødet grundejerforeningen, som betaler omkostningerne ved vedligeholdelsen.

VEDTÆGTSÆNDRINGER OG FORENINGENS OPHØR

 

§ 10

Til ændring af vedtægterne kræves, at 2/3 af samtlige medlemmer stemmer for ændringen. Det samme gælder ved foreningens opløsning, idet hertil tillige udkræves samtykke af den myndighed, som administrerer byggeloven i kommunen.

Såfremt færre end 2/3 af medlemmerne er fremmødt på generalforsamlingen, herunder fuldmagter, kan en vedtægtsændring samt foreningsopløsning vedtages ved almindelig stemmeflerhed på en herefter følgende ekstraordinær generalforsamling.

I tilfælde af foreningens opløsning fordeles dens eventuelle midler ligeligt mellem medlemmerne i forhold til antallet af ejendomme (matr.nr.).

Således vedtaget på generalforsamlingen den 27. juni 2021 

I bestyrelsen:

___________________               ____________________               _____________________

       Lars Jørgensen                                Arne Hansen                                   Alis Sørensen

__________________                   ___________________

     Allan Mogensen                                Esther Borup